|
|
Kroppen skal være med i bønnen
20. dec 2007 01:38 på www.religion.dk
Hvis det bliver naturligt at bevæge sig, mens du beder, bliver det naturligt at bede, mens du bevæger dig,
skriver diakonmedarbejder Øyvind Borgsø, der udvikler Bøn i Bevægelse på Peterstiftelsens pilgrimsgård Solåsen i Norge
Retrætestedet Solåsen har sit eget lille kapel i en gammel bunker med en unik stemning og en indretning, der inspirerer til personlig og anderledes måde at bede på. Øyvind Borgsø beder her med inddragelse af vejrtrækning, krop og arme i synkrone bevægelser med recitation af Jesusbønnen: Jesus Kristus, forbarm dig over mig. Birgit Urd Andersen
Øyvind Borgsø
Bøn i Bevægelse er rolige bevægelser og recitation af Guds ord.
Bøn i Bevægelse er afspænding, opmærksomhed og omsorg.
Bøn i bevægelse er kærlighedsfuld kommunikation med Gud.
Bøn i bevægelse er at blive mødt af Gud, og at møde Gud som ånd, sjæl og krop.
Bøn i Bevægelse er at gøre ånd, sjæl og krop mere årvågent indstillet på dialogen med Gud.
Bøn i bevægelse er godt for helbredet og giver næring til dine dybeste længsler.
Tør du være nær Gud, og dig selv, bliver du også i stand til at være nær andre mennesker.
Kroppen er et helligt tempel, hvor en stor forvandling finder sted, fra gammel til ny, fra hård til smidig, fra livløs til fuld af liv, fra i sig selv til ét med Gud (1 Kor 6,17, Fil 3,21, Jes 43,19, Joh 14,23).
Gud glæder sig, når du giver dig selv opmærksomhed og omsorg. Tør du være nær Gud, og dig selv, bliver du også i stand til at være nær andre mennesker. Holder du dig nær Gud, holder du fast ved Hans ord, og Han kommer og tager bolig hos dig (Joh 14,23). Kraften fra Hans herlighed skal give dig styrke (Kol 1,10-11), og Han vil forvandle dig til at blive mere lig Ham (2 Kor 3,18). Gud levendegør sig i os og sætter os fri (Rom 8:11, 2.Kor 6:3,17). Du vil da begynde at se dig selv og resten af skaberværket med Guds øjne.
Erfaring med bøn i bevægelse
Erfaringen med bøn i bevægelse er, at kroppen har en form for hukommelse. Når du repeterer en bøn sammen med en bevægelse, er det som om kroppen husker bønnen. Hvis du gør denne bevægelse i en af dine daglige gøremål, kommer bønnen op i dit sind, fordi denne bøn er linket sammen med den bestemte bevægelse.
Hvis det bliver naturligt at bevæge dig, mens du beder, bliver det naturligt at bede, mens du bevæger dig.
Forskel på samfundets og kirkens kropssprog
Over 70 % af al kommunikation med andre mennesker foregår gennem kropssproget. Resten foregår gennem ord og ordenes intonation.
I kirken i dag er kropssproget vel repræsenteret ved under 30 % i vor kommunikation med Gud. Måske er det et bevis på, at vi er lidt forknytte og ufrie i forhold til at benytte vores egen krop i bønnelivet.
Gud bor i dig, og din krop er også et åsted for bønnen. Den Hellige Ånd går i forbøn for os med suk, som ikke kan rummes med ord (Rom 8,26), og Guds herlighed strømmer gennem os.
Øyvind Borgsø er diakonmedarbejder og udvikler Bøn i Bevægelse på Peterstiftelsens pilgrimsgård Solåsen i Norge. Indlægget er først publiceret på Øjvind Borgsøs hjemmeside.
–-
Religion.dk's Birgit Urd Andersen har stillet nogle supplerende spørgsmål til Øyvind Borgsø:
Du er under tidebønner i kapellet meget nærværende i dine bevægelser, og ofte inddrager du en stor del af rummet. Hvad har inspireret dig til denne måde at bede på?
Da jeg for 6 år siden lærte at bede, idet jeg valgte at dedikere mit liv til at følge Jesus Kristus, var det naturligt for mig at tage min krop med ind i bønnen. Troen og evnen til at bede er flotte gaver, og Gud kommunikerer med os på mange måder.
Jeg ønsker at udvikle og styrke min relation til Gud og derved lære Ham og mig selv bedre at kende. Derfor kan jeg lide at bruge tid med Gud og at møde Ham med hele mig som krop, sjæl og ånd. Når jeg integrerer kroppen i min bøn, oplever jeg at bønnen får en ny dybde, og at Guds ord bliver levende i mig. Dermed bliver det også lettere at følge Guds vilje.
At tage kroppen med ind i gudstjenesten kan give troen en real ansigtsløftning, skriver Peter Halldorf i Pilgrim nr. 1 i 2004
Hvilke forudsætninger har du?
Siden jeg som trettenårig første gang dyrkede kampsport, har jeg været optaget af krop og bevægelse. Samtidig har jeg haft problemer med at lære gennem bøger og forelæsninger. Gennem oplevelse og erfaring integrerer jeg ny lærdom bedst. Her er kampkunst godt, specielt mange kinesiske retninger, hvor eleverne må øve nærmest på egen hånd for at opdage, hvordan øvelserne skal udøves. Kampkunst, meditation, terapi og studier i anatomi og fysiologi har været med til at øge min kropsbevidsthed. Desuden har jeg her på Solåsen samarbejde med en del ressourcepersoner, teologer, fysioterapeuter, diakoner og andre.
Pilgrimsgården Solåsen afholder 24.-27. april 2008 en retræte med praktisk undervisning i Bøn og Bevegelse, samt med inddragelse af meditation og massage. Se program på www.peterstiftelsen.no.
Litteratur:
Bønn med kropp og sjel (Anselm Grün)
Å ære Gud med sin kropp (Pilgrim nr 2004, red. Peter Halldorf)
Med ånd sjel og kropp – om kroppens rolle i tilbedelsen (Over Alt nr. 2 2004, Kari Bjelland Vasshus)
---------------------------------------------------------------------------------------
Bøn er kilden til selverkendelse
Selvrealisering, som mange i dag forsøger at opnå gennem utallige psykologiske og meditative teknikker, var for munkene den naturlige frugt af et liv i streng disciplin på hverdagens bønnevej, skriver den tyske sjælesørger Anselm Grün
|
|
|
Teksten er et uddrag fra bogen "Gebet und Selbsterkenntnis." Anselm Grün er sjælesørger, forfatter og underviser. Munk i klosteret Abtei Muensterschwarzach. Uddraget er oversat fra norsk af Birgit Urd Andersen. |
Anselm Grün er en af Tysklands mest fremtrædende munke og har skrevet en række bøger om kristen spiritualitet. Arkiv
Anselm Grün
Sjælesorg er i dag mere og mere blevet psykologiens fagområde. Psykologerne fortæller os, hvad der er godt for menneskets sjæl, og hvad der ikke er det. Teologerne ser ud til at have mistet tilliden til sin egen sjælesørgeriske erfaring, og prøver – nogle gange helt ukritisk – at overtage eller tilpasse metoder, også når det gælder at give vejledning angående åndeligt liv.
Selvfølgelig kan sjælesorgen ikke se bort fra psykologiens landvindinger. Men i stedet for at stole på, at psykologien kan råde bod på enhver sjælelig plage, ville det gavne vor tids mennesker væsentligt mere, dersom man bragte de psykologiske erfaringer på bane, som den religiøse praksis giver.
En teologi, der bare ønsker at efterabe de forskellige psykologiske skoler, tages heller ikke alvorligt af psykologerne. I dag forventes det af teologerne, at de fremhæver de rige erfaringer, som bedende mennesker har samlet gennem alle tider, og lader dagens mennesker nyde godt af disse frugter.
Den bønnepraksis, vi møder hos munkene fra det 3. til det 6. århundrede er et fund inden for den psykologiske erfaring. Hos de gamle munke delte den religiøse og den psykologiske verden sig endnu ikke i hver sin retning. For dem var den rene religiøse vej samtidig også den psykologiske. Den religiøse vej indeholdt både de psykologiske erkendelser og desuden også de metoder, som psykologien – en videnskab som på den tid kun var i sin ringe vorden på vej mod sin fulde selvstændighed – i dag kræver eneretten til.
For de gamle munke var bønnen selve kilden til selverkendelse og et lægemiddel for alle de sår, som vi i dag forsøger at helbrede ved psykologiske teknikker. Bønnen har på samme tid både en analytisk og en terapeutisk funktion. I bønnen bliver mennesket klar over sine fejlagtige holdninger og sygdomme, og mens man beder, oplever man, at man bliver helet. Den, som beder, er derfor ikke bare from, men gennem bønnen udvikles han også til et modent, sundt og reflekterende menneske: et helt menneske om hvem vi på nutidens sprog ville sige, at det har fundet sig selv, - er blevet identisk med sig selv, eller har realiseret sig selv.
Selvrealisering, som mange i dag forsøger at opnå gennem utallige psykologiske og meditative teknikker, var for munkene den naturlige frugt af et liv i streng disciplin på hverdagens bønnevej. Rigtignok var selvrealiseringen ikke målet. Munkene havde ikke som mål at realisere sig selv, - de ønskede at se Gud. Vor tids ideal om selvrealisering har mennesket som midtpunkt. Alt drejer sig om mennesket selv. Til og med Gud må tjene ens egen selvrealisering. Hensigten med meditative og religiøse øvelser bliver da blot at udfolde alle menneskelige evner.
Mange har opdaget, at også menneskets religiøse træk hører til ens helhed. Følgelig må også disse udvikles. Gud bliver et nyttigt middel til at opnå dette. Han er uinteressant som Gud, kun interessant som hjælp til egen selvrealisering. Munkene ville egentlig ikke realisere sig selv, men søge Gud. De prøvede at gøre sig fri af alt, som kunne stå i vejen for Ham, og på den måde gjorde de den erfaring, at man ikke kan finde frem til Gud, når man lever forbi sig selv, når man ikke kender sig selv. Gudserkendelsen forstår man kun ved selverkendelsen.
-----------------------------------------------------------------------
Den kristne spiritualitet inddrager kroppen
06. jan 2008 05:23 på www.religion.dk Det giver mig overskud at se mit arbejde med hænderne som en del af en åndelig proces, fortæller behandleren Puck Normann fra Århus, der er med til at arrangere retræter i Norge
Puck Normann, naprapat, diakon og retræteleder, giver her kropsterapi til en deltager på en retræte på Peterstiftelsens pilgrimsgård Solåsen i Norge. Birgit Urd Andersen
1 2 Næste side »
Puck Normann er uddannet naprapat, en svensk uddannelse der ligger mellem fysioterapeut og kiropraktor. Desuden er Puck Normann diakon, og hun har gennemgået en retrætelederuddannelse. Gennem en årrække har Puck Normann været en del af teamet på Peterstiftelsens pilgrimsgård Solåsen i Norge.
Religion.dk har stillet Puck Normann nogle spørgsmål.
Du har flere års erfaring i samarbejdet om retræter på Solåsen. Hvordan er du blevet inddraget i teamet ?
Der arbejdes ud fra lederen Joakim Grüns vision om årtusindgammel kristen spiritualitet, den ignatianske tradition, på Peterstiftelsens pilgrimsgård Solåsen. Der er et helhedssyn, og der inddrages derfor kropsterapi sammen med undervisning, stilhed, bøn, god mad og gode omgivelser.
I løbet af min uddannelse til retræteleder her på Solåsen, havde vi samtaler om dette, og da jeg selv havde gennemgået processen at blive retræteleder, spurgte Joakim Grün mig, om jeg var interesseret i at indgå i teamet. Dette fandt vi en ordning på, således at jeg er med i teamet under de lidt længere retræter. Da jeg bor i Århus, hvor jeg til daglig arbejder i min egen klinik, kræver det en rejse hver gang.
Hvad ser du som det vigtigste bidrag fra dig i samarbejdet om retræter?
Min tilgang som behandler gør, at jeg får inddraget kroppen helt konkret, på basis af en bred kropslig uddannelse. Samtidig kan min videreuddannelse som diakon og retræteleder bruges til at støtte en deltagers proces, således at vedkommendes proces bliver sammenhængende åndeligt, psykisk og fysisk.
Det er velkendt, at man ofte taler om aktuelle problemer under kropslig behandling, og jeg har mulighed for at gå med ind i samtalen med kobling mellem kropslige og åndelige spørgsmål.
Hjælper det dig selv som kropslig behandler at have en overbygning som diakon og retræteleder?
Ja, absolut! Jeg oplever mig selv i en stor sammenhæng. Det at have overbygning som diakon og retræteleder betyder, at jeg sætter min egen indsats ind i en større sammenhæng. Det giver mig overskud at se mit arbejde med hænderne som en del af en åndelig proces for den person, jeg har mellem hænderne.
Samtidig kan jeg selv bede en bøn til Gud om, at Han vil være til stede i situationen. For det ville ellers være et meget stort ansvar at stå med, at støtte en anden person i en åndelig proces med Gud.
Kan du bringe et eksempel på en deltagers proces ?
Ja, det kan jeg. En deltager havde flere fysiske problemer med nakke og ryg med en del låsninger i bevægelser. Vi arbejdede med muskelspændinger på forsiden af brystkassen. Da hun mærkede frigørelsen af muskelspændingerne med en mere fri vejrtrækning og mere plads i brystkassen, blev det for hende straks koblet med den åndelige oplevelse, hun dagen før havde haft med Helligånden, der søgte at fylde hende med lys. Som hun sagde: Der blev simpelthen plads til mere lys!
---------------------------------------------------------------------------------------
At sige ja til Gud med kroppen
Begynder man først at inddrage kroppen i sit bønsliv, er der meget, der bliver til virkelighed, som måske før bare var ord oppe i hovedet, fortæller Inger Ravn og Susanne Christiansen, der afholder retræter med "Bøn i bevægelse”
|
Febr. 2008 i religion.dk |
|
(Spørgsmålene er stillet af Birgit Urd) |
Cand.mag. Inger Ravn og cand.theol. Susanne Christiansen arbejder her med "Bøn i bevægelse." Inger Ravn
Hvordan er I blevet inspireret til at afholde retræter med inddragelse af kroppen?
Inger arbejdede som sognemedhjælper i Natkirken i Domkirken i København, hvor hendes hjertebarn var "krop, bøn og kirkerum." Jeg var frivillig medarbejder i Domkirken og oplevede dér sammen med Inger et stort behov for åndelig vejledning, hvor hele mennesket inddrages. På den baggrund har vi udviklet vores retræter ud fra to typer erfaringer.
Den ene type erfaring vi bygger på er, at også kroppen hører med i vores forhold til Gud. At sige ja til Gud, er også at sige ja til Gud med kroppen. I retræterne praktiserer vi derfor "Bøn i bevægelse". Dette er nogle enkle kropsøvelser, som hjælper med til at gøre os åbne, lydhøre og nærværende. At åbne sig, at mærke fast grund under fødderne og himlen over sig, at tage imod Ånden og ånde frit, er alt sammen noget, der kan erfares i kroppen.
Den anden type erfaring vi bygger på er, at vi kan åbne os for Guds direkte tiltale og konkrete vejledning igennem bibeltekster. Vi praktiserer "Bønnespiring", som bygger på, at der ikke behøves nogen mellemmand til at udlægge teksten, men at den kan ramme ind præcis dér, hvor det brænder på i den enkeltes liv, netop nu.
Hvad ønsker I at give retrætedeltagerne med hjem fra ”Bøn i bevægelse”?
Vi forsøger først og fremmest at finde måder, hvorpå den enkelte kan inddrage kroppen i sit eget bønsliv. På retræterne gør vi det dels ved at lægge vægt på kropsholdning og åndedræt i de siddende og gående meditationer, men også gennem bevægelser som vi sætter sammen med ord fra Bibel, salmebog eller en bøn. Herved kan kroppen både bruges til at udtrykke det ordene siger, men nok så meget er det en måde at tage imod det, som ordene "beder om".
F.eks. indleder jeg det vi kalder "Bøn i bevægelse" med et uddrag fra en bøn, som Johannes Værge har brugt i en morgenandagt fra Domkirken:
"Jesus Kristus
Hjælp os fri af det, som får os til at stivne.
Ban vej for os, så vi mærker fast grund under fødderne.
Lad os mærke himlen over os, så vi kan ånde frit.
Gør vore hjerter åbne for din kraft."
Måske har Johannes Værge ikke tænkt, at de kropslige udtryk skulle tages bogstaveligt, men sådan bruger vi dem. Dvs. når vi beder om at blive fri for det, som får os til at stivne, så tager vi imod det gennem kroppen i en øvelse. Ligeledes kan man bruge sine fysiske fødder til sjæleligt at mærke "fast grund under fødderne."
Og beder man Gud om at få lov til at ånde frit, er det jo aldeles oplagt at tage imod opfyldelsen af den bøn gennem sin krop. At åbne sig for Guds kraft i hjertet kan ligeledes blive en meget konkret kropslig erfaring.
Kort sagt, begynder man først at inddrage kroppen i sit bønsliv, er der meget, der bliver til virkelighed, som måske før bare var ord oppe i hovedet.
Inddrages kroppen i den åndelige vejledning, som I tilbyder på retræterne?
Ja, den åndelige vejledning handler om det hele menneske. Der gives mulighed for individuelle samtaler på retræterne, hvor vi sammen udforsker Helligåndens vejledning. Dette gælder, hvad der foregår i både tanker, følelser og krop.
Det ligger os på sinde at få sagt, at det ikke kun er Guds fred og glæde man kan mærke i kroppen, det er også alt det i vores person, som ikke vil lade Gud slippe ind. Al vores trods, oprør og vrede sidder også i kroppen sammen med angstens kramper. Men netop fordi synden (bortvendtheden) sidder i kroppen, netop derfor er det også i kroppen, at vi må tage imod Guds kærlighed og forvandlende kraft.
Paulus lægger stor vægt på kroppen i det kristne liv, ikke kun negativt, men også positivt. Vi er i dåben blevet iklædt Kristus (Galaterbrevet 3,27), hvilket betyder, at kroppen får umådelig stor værdig som et Guds tempel (1.Korinterbrev 3,16-17). Det ville være dejligt, om flere mennesker fik den indgang og tilgang til det kristne liv.
|
