Fyraftensbøn i Bramdrup kirke kl. 17 hver onsdag fra sept. 2014

Kom som du er og sæt hverdagen i relief en halv times tid.

Der lægges vægt på:

Bibeltekst

Refleksion

Stilhed

Fadervor

Velsignelsen

WWW.Bramdrupkirke.dk

 

Karen Ellegaard og jeg holder billedet, som hun har malet, og som vi bruger som blikfang for fyraftensbøn

--------

KIC: Kolding internationale menighed - som en del af Simon Petters sogn i Folkekirken

Jeg deltager i arrangementer og - er vikar for præsten ved gudstjenesten i oktober 14

---------

Jeg er en af de frivillige præster i Natkirken i Kolding

Foto:Natkirke Kolding

 

-------

Foto: Martin Wilde, Ugeavisen Kolding

Stress af i kirken

Fra i dag tilbyder Bramdrup Kirke fyraftensbøn en onsdag om måneden. Bønnerne tilbyder en rolig stund i en stressende hverdag.

»Kirken skal ikke kun stå for det åndelige budskab. Den skal være med på alle måder, både det fysiske, det psykiske, socialt og livsmæssigt.«
Sådan siger cand. theol. Birgit Urd Andersen, når hun skal forklare, hvorfor kirken blander sig i arbejdslivet. Fra i dag og de følgende onsdage forestår hun en særlig fyraftensbøn i Bramdrup Kirke. En fyraftensbøn der især henvender sig til mennesker, der synes, hverdagen er lidt eller meget for stressende. Under bønnen inddrager Birgit Urd Andersen et billede om Jesu helbredelse, skabt af den lokale billedkunstner Karin Ellegaard, og samtidig må deltagerne forberede sig på, at bruge flere af deres sanser.
»Det koncept, vi bruger, satser på at inddrage hele mennesket, psykisk, kropsligt og socialt. I urgamle tider brugte man hjertebønnen, og dér er der mulighed for at inddrage hele personen, så den vil jeg gerne inddrage,« siger Birgit Urd Andersen.
Fyraftensbønnerne varer en halv time, og Birgit Urd Andersen håber, at deltagerne i den tid kan finde hvile i bøn i en gudstjenestelig ramme, hvor der indgår læsninger, salmer og musik ud over billedmeditation. Det er første gang, den nyuddannede cand. theol. Birgit Urd Andersen forestår en bøn i Bramdrup Kirke, men det bekymrer ikke sognepræst Lone Vesterdal:
»Vi er glade for, at Birgit har sagt ja til opgaven. Som præst og kirke er det frugtbart at samarbejde og løse opgaver i fællesskab. For Birgit er det betydningsfuldt og godt at komme praktisk i gang med præstearbejdet. ”Fyraftensbøn” er et eksempel på samarbejde, hvor alle vinder noget.«
 
 
 
 
Foto: Martin Wilde, Ugeavisen Kolding
Kirken giver tid til fordybelse i Bramdrupdam

Fyraftensbøn og pilgrimsvandring er en del af tilbuddene

Alt for mange har en stresset hverdag, og de vil sognepræst Lone Vesterdal i Bramdrupdam være med til at gøre noget ved. I efteråret sætter Bramdrup Kirke fokus på stress og modsætningen til stress. Nemlig fordybelse og stilhed i hverdagen. Det sker både gennem nogle arrangementer og ved at der holdes fyraftensbøn på tre onsdage.
Fyraftensbønnerne ledes af cand.theol. Birgit Urd Andersen. Hendes fokusområde er fordybelse, bøn, stilhed og refleksion i en meditativ, gudstjenestelig ramme.
»Ved fyraftensbøn indgår et maleri af billedkunstner Karen Ellegaard, som er bosat her i byen. Hun er gennem mange år lærer ved Bramdrup Skole og underviser i billedkunst. Karen Ellegaard har malet et billede, som vil blive brugt i en flyer, der er omdelt,« fortæller Lone Vesterdal.
Et af arrangementerne er en pilgrimsvandring, der er ledet af de to sognepræster Ditte Freiesleben og Lone Vesterdal. Vandringen er nu på lørdag, den 5. oktober.
»Stress er et fænomen, som berører de fleste mennesker i dag. I kirken taler vi om det og arbejder med det ud fra kirkens tradition og fortællinger. Magtesløshed, ængstelse og bekymring er jo menneskelige erfaringer, som kirken har en meget lang tradition for at have omsorg for og en indsigt omkring,« siger Lone Vesterdal.
 

http://ugeavisen.dk/kolding/det-er-aldrig-sent

Det er aldrig for sent

Livet er ikke ved at slutte for Birgit Urd Andersen. Den 63-årige kvinde er derimod ved at åbne et nyt kapitel i arbejdslivet.

Målet er at blive præst. Det lægger Birgit Urd Andersen ikke skjul på. Hun er 63, og har netop afsluttet præsteuddannelsen, efter hun først blev cand. theol. ved Aarhus Universitet. Birgit Urd Andersen er et levende eksempel på, at det aldrig er for sent, at begynde på et nyt kapitel i livet. Arbejdslivet.
»Jeg har en meget klar mission om i videst muligt omfang at overskride pensionsalderen. Jeg vil ikke pensioneres, før det er nødvendigt!«
Tidligere har livet formet sig meget traditionelt for Birgit Urd Andersen. Hun var gift og fik fire børn, der nu er voksne. Siden blev hun skilt. Hun har en uddannelse som fysioterapeut og har arbejdet som sådan i 30 år.
Der har også været plads til de mindre traditionelle ting, som at være ulandsfrivillig i Zambia i to år, og arbejde som psykoterapeut ved center for torturofre i Haderslev, med videreuddannelse i at kunne vurdere og afhjælpe stress gennem kropsterapi.
»Det har givet mig fantastiske værktøjer til at arbejde med stress i kroppen, og gav mig interesse for, hvad gør man med det stressede menneske,« fortæller Birgit Urd Andersen.
»For mig var det afgørende, at det relaterede til min tro. Der voksede en ny religiøsitet op i Danmark i 1970’erne og 80’erne, og jeg befandt mig i krydsfeltet mellem tro, terapi og kropslig fokusering. Det førte mig ind i både krop og tro og hvor har vi kroppen med i det.«
Og så var det, der skete noget i Birgit Urd Andersens liv. Hun husker det stadig tydeligt:
»Pludselig en dag vidste jeg, mens jeg en dag var ved at snøre mit snørebånd, at jeg skulle læse teologi. Jeg så i spejlet og afgjorde, at jeg var for gammel. Men ugen efter kom det igen og var ikke til diskussion.«
Som sagt så gjort. Birgit Urd Andersen meldte sig til studiet på Aarhus Universitet. I de første år på studiet arbejdede hun ved siden af. Siden blev det studier på heltid og afsluttende med præsteuddannelsen – mens hun blev boende i Bramdrupdam. Sideløbende har hun deltaget i retrætelederkurser inden for luthersk og klassisk spiritualitet i Norge. Nu er hun så klar til at få et job. Mens hun venter på, at den rette stilling viser sig, skal Birgit Urd Andersen blandt andet forestå en række fyraftensbønner i den lokale kirke, Bramdrup Kirke.
»Jeg har stadig fokus på krop og bøn, og derfor er jeg meget glad for at få tilbudt disse fyraftensbønner. For mig er det vigtigt, at kroppen finder sin naturlige plads i troen.«
Det gjorde det også. Nu kan hun skrive både cand. theol. og præst på cv’et, men hun mangler et job.
»Det er mit mål at blive præst. Og det skal nok lykkes. Min force er min erfaring, jeg har i det faglige arbejde med tidens tendenser gennem de senere årtier. Det ser jeg som en ballast, for at virke som præst i Danmark i dag. For mig er det en lige linje i mit liv. Men at blive præst – det er målet!«

birgiturd@birgiturd.dk

www.birgiturd.dk