Bøn er kilden til selverkendelse

Selvrealisering, som mange i dag forsøger at opnå gennem utallige psykologiske og meditative teknikker, var for munkene den naturlige frugt af et liv i streng disciplin på hverdagens bønnevej, skriver den tyske sjælesørger Anselm Grün

 

Teksten er et uddrag fra bogen "Gebet und Selbsterkenntnis." Anselm Grün er sjælesørger, forfatter og underviser. Munk i klosteret Abtei Muensterschwarzach. Uddraget er oversat fra norsk af Birgit Urd Andersen.

 

 


 

 

 

 

Billede

Anselm Grün er en af Tysklands mest fremtrædende munke og har skrevet en række bøger om kristen spiritualitet. Arkiv


Anselm Grün


Sjælesorg er i dag mere og mere blevet psykologiens fagområde. Psykologerne fortæller os, hvad der er godt for menneskets sjæl, og hvad der ikke er det. Teologerne ser ud til at have mistet tilliden til sin egen sjælesørgeriske erfaring, og prøver – nogle gange helt ukritisk – at overtage eller tilpasse metoder, også når det gælder at give vejledning angående åndeligt liv.

Selvfølgelig kan sjælesorgen ikke se bort fra psykologiens landvindinger. Men i stedet for at stole på, at psykologien kan råde bod på enhver sjælelig plage, ville det gavne vor tids mennesker væsentligt mere, dersom man bragte de psykologiske erfaringer på bane, som den religiøse praksis giver.

En teologi, der bare ønsker at efterabe de forskellige psykologiske skoler, tages heller ikke alvorligt af psykologerne. I dag forventes det af teologerne, at de fremhæver de rige erfaringer, som bedende mennesker har samlet gennem alle tider, og lader dagens mennesker nyde godt af disse frugter.

Den bønnepraksis, vi møder hos munkene fra det 3. til det 6. århundrede er et fund inden for den psykologiske erfaring. Hos de gamle munke delte den religiøse og den psykologiske verden sig endnu ikke i hver sin retning. For dem var den rene religiøse vej samtidig også den psykologiske. Den religiøse vej indeholdt både de psykologiske erkendelser og desuden også de metoder, som psykologien – en videnskab som på den tid kun var i sin ringe vorden på vej mod sin fulde selvstændighed – i dag kræver eneretten til.

For de gamle munke var bønnen selve kilden til selverkendelse og et lægemiddel for alle de sår, som vi i dag forsøger at helbrede ved psykologiske teknikker. Bønnen har på samme tid både en analytisk og en terapeutisk funktion. I bønnen bliver mennesket klar over sine fejlagtige holdninger og sygdomme, og mens man beder, oplever man, at man bliver helet. Den, som beder, er derfor ikke bare from, men gennem bønnen udvikles han også til et modent, sundt og reflekterende menneske: et helt menneske om hvem vi på nutidens sprog ville sige, at det har fundet sig selv, - er blevet identisk med sig selv, eller har realiseret sig selv.

Selvrealisering, som mange i dag forsøger at opnå gennem utallige psykologiske og meditative teknikker, var for munkene den naturlige frugt af et liv i streng disciplin på hverdagens bønnevej. Rigtignok var selvrealiseringen ikke målet. Munkene havde ikke som mål at realisere sig selv, - de ønskede at se Gud. Vor tids ideal om selvrealisering har mennesket som midtpunkt. Alt drejer sig om mennesket selv. Til og med Gud må tjene ens egen selvrealisering. Hensigten med meditative og religiøse øvelser bliver da blot at udfolde alle menneskelige evner.

Mange har opdaget, at også menneskets religiøse træk hører til ens helhed. Følgelig må også disse udvikles. Gud bliver et nyttigt middel til at opnå dette. Han er uinteressant som Gud, kun interessant som hjælp til egen selvrealisering. Munkene ville egentlig ikke realisere sig selv, men søge Gud. De prøvede at gøre sig fri af alt, som kunne stå i vejen for Ham, og på den måde gjorde de den erfaring, at man ikke kan finde frem til Gud, når man lever forbi sig selv, når man ikke kender sig selv. Gudserkendelsen forstår man kun ved selverkendelsen.


birgiturd@birgiturd.dk

www.birgiturd.dk