4.s.e.P. Sdr. Bjert kl. 9 og Sdr. Stenderup kl. 10:30

TEMA:     VIRKELIGT FRI

I dag bliver vi udfordret på vores forståelse af frihed og bundethed.

Når vi i dag hører om virkelig frihed, forekommer det os, at det må være `paradis` på jord at opnå og have frihed – og vi forestiller os nok ofte, at et sådant paradis på jord er behageligt, fuld af nydelse for alle sanser, måske med fuldkommen ro, måske med latter dagen lang, måske med tid til alt det, man har lyst til, og som arbejde og pligter ikke levner tid til.

Vi hører også i dag om at være i sandhed fri:

Hvad vil det sige: i sandhed at være fri? Jesus sagde til sine disciple I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie. 

Så hvad betyder det at være i sandhed virkeligt fri? Virkeligt er forsøget på at oversætte meningen i den originale tekst, der vil understrege frihed.

Jeg vil tale lidt om frihed, og hvordan vi som mennesker kan få mulighed for at udfolde os.

Konkret har jeg tidligere som fysioterapeut og kropsterapeut for det hele menneske

arbejdet med den menneskelige krops funktion og mulighed for at fungere mest hensigtsmæssigt:

Når en klient havde det dårligt, handlede det ofte om at styrke stabiliteten i kroppen i sig selv, ligesom det ofte handlede om at styrke stabiliteten i forhold til underlaget, som kunne være gulvet, stolen eller sengen eller alle tre slags underlag.

Vi har alle i vores hverdag brug for et fundament at stå på, når vi skal leve vores liv. Vi har brug for et fast underlag, der ikke skrider væk under os eller vakler, når vi skal stå fast på vores fødder, for at vi kan udføre vores arbejde. Det gælder både husarbejde og arbejde i marken og arbejde på en fabrik – og på et kontor må vi have en stol med god støtte, så vi sidder godt og stabilt, for at vi kan passe et arbejde med papir og blyant, og med skrivemaskine eller computer.

Hvis vi ikke får dette fundament for vores daglige gøremål, får vi travlt med at holde fast med arme og ben, som på et skib på store bølger, og alle vore kræfter bliver brugt til dette. Så er vi låst og kan ikke udføre vores arbejde, men må prøve at skaffe os selv et fundament at arbejde ud fra. Men vi kan også forsøge at skabe os selv et fundament ved at gøre kroppen stiv og spændt – og så bliver vi måske til `en stivnakke` eller til en meget hæmmet person i det hele taget, fordi kræfterne bruges til at skabe et fundament ved at holde sammen på os selv, og der ikke bliver overskud til at foretage os det, vi prøver at stabilisere os selv til.

Vi er dog også psykiske og sociale, og dermed meget mere end det rent fysiske. Vi er komplekse.

Vores identitet som frie mennesker er således også betinget af fundament med tryghed i familier, såvel som blandt venner og blandt kolleger. Det er mere end den fysiske stabilitet på et gulv. Det handler om samspil mellem mennesker: barmhjertighed, tilgivelse, opmuntring og alt, hvad der rører sig, i mange forskellige sammenhænge, i meget forskellige liv.

Teksten i dag handler om de rette relation til Gud.

Paulus oplevede det meget voldsomt med åbenbaringen, hvordan det kan være at skulle leve med Jesus Kristus. Han blev endda blind nogle dage, indtil Gud sendte Ananias til ham. Hele hans liv blev ændret, og dermed slap mange af de kristne for en ihærdig forfølger. – Sådan oplever vi det ikke alle sammen. Men det er meget stærke kræfter, der er i spil, for Jesus siger: Jeg er den, jeg er. Han ER. På det dybeste plan i livet er Jesus den, han er, som Guds søn. Hvis vi holder os til ham og ordene om ham, og lærer af dem, så har vi mulighed for en virkelig mærkbar frihed, hvor vi kan være frie i forhold til andre mennesker og verden i det hele taget.

Dette dybeste plan er kærlighedens plan: Når Jesus er i Faderen, som har skabt os og verden, og vi er i Jesus ved hans kærlighedsgerning for os på korset, så er vi bundet til at give denne kærlighed videre i verden, til at gøre godt mod andre mennesker, og mod verden i det hele taget.

Dermed bliver Jesus som Guds søn et trygt fundament, et godt og fast grundlag for vores liv med hinanden, ikke nødvendigvis roligt og fredeligt, men et fast grundlag.

Det betyder, at vi ikke har brug for at hage os fast i hinanden og binde hinanden – men derimod leve som frie mennesker i samspil med hinanden.

Så kan vi i et liv med Jesus, med Gud, med bøn og tekster, og ved at lære af dette, udfolde os som mennesker og berige livet for og med hinanden, og ikke være trælle for hinanden.

Fordi Sønnen er i Faderen, og når vi er i Sønnen er fundamentet / underlaget / grundlaget for vores liv: at lære af: teksterne og salmerne – og hvile i bønnen: om Gud og menneskelivet med Gud: Fader, Søn og Helligånd. – Helligånden, Talsmanden, hører vi om Pinsedag om nogle uger.

Så handler det ikke om at skaffe sig et godt fundament at stå konkret på, og det handler ikke om at skaffe sig sikkerhed i dagligdagen – jo det kan være dele af det – men det væsentlige, og det helt grundlæggende, er at leve i Kristi kærlighed, hans tilgivende kærlighed, som tvinger os til at leve i kærlighed til hinanden, med alt hvad det indebærer af tilgivelse af andre og os selv, opmærksomhed på andres behov, og i det hele taget et liv, der bliver levet barmhjertigt sammen med andre mennesker.

Når vi lever i barmhjertighed med hinanden, som Gud har været barmhjertig over for os, så er de fysiske, de psykiske og de sociale behov underordnede – det betyder ikke, at de er uvæsentlige – men det betyder, at det at leve et barmhjertigt liv sammen med Gud og mennesker gør alle de andre faktorer mindre væsentlige, og de er ikke afgørende for et godt liv.

Det helt afgørende er vores relation til Gud, gennem Jesus Kristus. Når vi er i den relation, så er vi virkeligt frie - og det vil sige, at vi er sandt frie – til at leve vores liv med små eller store udfordringer. Paulus levede med meget store udfordringer, og han fik hjælp fra Gud til det.  Sådan kan vi også leve i sand frihed og få hjælp til at møde de udfordringer, vi hver især møder i vores hverdag i mange forskellige sammenhænge.  

AMEN

Holdt på Pastoralseminariet 2013

2.s.e.T 1.tekstrække Birgit Urd Andersen Es.25,6-9 ; 1.Joh.3,13-18 ; Luk.14,16-24 Hvem vil ikke gerne med til en fest! Sådan tænker jeg umiddelbart – og alligevel har vi lige nu hørt om adskillige undskyldninger for ikke at gå med til en fest. Det er en fest, som er blevet planlagt i god tid. Der er sendt indbydelser ud, og alt bliver forberedt omhyggeligt. Omtanke og overblik er der også hos indbyderen, for da festen er klar, bliver der sendt bud til de indbudte, at nu er alt klar, og de kan komme og tage del i festmåltidet. Er det en fest, som vi kan nikke genkendende til, og kunne vi finde på at takke nej til indbydelsen eller undslå os, når dagen kom? Mine tanker går lidt på rundtur i vores ”festlandskab” og vores holdning til at deltage i en fest: for hvad betyder fest egentlig for os? ***Når vi f. eks. holder fest lørdag aften med venner og mere eller mindre bekendte, tænker vi måske mest på at slappe af, more os, have det sjovt og glemme hverdagen med dens pligter og trivialiteter – det kan være med høj musik og dans, til man segner - og næste dag bruges til at sove ud, inden hverdagen melder sig igen. Nogle kom til festen, når den var i gang, for der ville ikke være noget ved at være med i starten af festen, og andre kom måske slet ikke, fordi et bedre tilbud var dukket op. ***En fest kan også være, at vi for at være sammen med familie går i Sommerland for at mærke suset i maven på den vildeste rutschebane og bagefter få maven i ro igen ved hjælp af en kæmpestor vaffelis. Hvis turen er arrangeret en tid i forvejen, kan der nemt komme et andet og mere attråværdigt tilbud i vejen. ***Det kan også være en helt anden slags fest, som har en vis lighed med fortællingen i dag, hvor der sendes indbydelser ud på fine indbydelseskort til fin middag med underholdning og instruks i festtøj. Man bliver glad, går i gang med planlægning af indkøb til festtøj – og tænker i den forbindelse - med et stigende antal rynker i panden - over, hvem der ”ellers” er indbudt, er det de ”rigtige” mennesker, er det dem, vi gerne vil ses af – og ses sammen med, og hvilken stilart tøj vil være bedst egnet. For festens succes vil afhænge af disse faktorer. En sådan fest vil vi nødigt sende afbud til, når først vi har sagt jatak, for det vil se dårligt ud, selvom det nok ville være endnu værre i det tidligere danske landsbysamfund, som forfatteren Jens Smærup Sørensen beskriver i bogen ”Mærkedage”, hvor en del af landsbyens indbyggere er inviteret med til en stor og betydningsfuld fest, og hvordan det klares i dagligdagen bagefter, hvor alle kender hinanden godt og er pinligt klar over, hvem der ikke var inviteret med til festen. *** Men der er fester, vi siger nejtak til, fordi vi ikke har tid til mere i vores kalender. Nogle gange var indbydelsen måske vigtigere end så meget andet, men vi får ikke prioriteret godt nok, og måske synes vi, at vi har så travlt – forstået som at vi er jo så meget part i livet, at vi bliver set nok, er så meget med i fællesskab, at vi ikke vil denne invitation – eller også forveksler vi travlhed med fællesskab og tid med andre mennesker. *** Så er der også det kærlighedsmåltid, der i min barndom blev indtaget juledag på græsplanen på en lille missionsstation i det nordøstlige Indien. Indbydelse var ikke nødvendig, for det var en selvfølge, at alle på missionsstationen hørte med i dette kærlighedsmåltid, fra spædbarn til gammel, mørke og hvide, og fra ledere til de mest underordnede, hele hierarkiet. Hele dagen var mænd i gang med at forberede risen og karryen, som i modsætning til hverdags-mad havde et rigeligt antal svinestykker, nogle med sorte svinebørster så alt fedtet kom med, i store gryder over åben ild. Mændene hyggede sig, mange kom forbi for at snakke lidt, og alle vi børn, mørke og hvide, havde det pragtfuldt midt i disse forberedelser - ligesom en fest i en stamme hos et originalfolk. Når maden var ved at være klar, blev der som i fortællingen i dag sendt bud rundt til alle boligerne på stationen, måltidet blev serveret på medbragte tallerkener, og vi sad på måtter i en stor firkant på græsset, og alle kom, ikke specielt pyntede, men rene og pæne i respekt for anledningen. Her var det reelt ikke muligt at undslå sig, når middagen var klar; for hvis man ikke kunne komme, måtte man være syg, og så blev maden bragt til døren, fordi alle skulle have part i den gode mad. - I dag ville nogle måske have følt det som tvang og anmassenhed og derfor have undslået sig, og om nødvendigt sørge for at rejse væk i julen. - I så fald ville kærlighedsmåltidet ikke stå så dejligt i min erindring med samhørighed og et reelt fællesskab. Vores kirkefader Grundtvig havde svært ved at skrive en prædiken over teksten til i dag, fordi der i hans tid var et opgør mht tvangsdåb. Man skulle ikke tvinges, og i fortællingen til i dag nødes mennesker til at komme til festmåltidet. Men for mig at se har vi næsten en modsat problematik i dag, med en overvældende frihed. Friheden kan give mulighed for nye fællesskaber, men kan også komme til at opløse fællesskaber, fordi man ikke er trofast over for dem, og fordi man ikke giver dem den tid og opmærksomhed, der skal til – for friheden giver også travlhed, når der er så meget, som vi er fri til at gøre, og som vi måske også føler os forpligtet på. Her vil jeg citere en del af en bøn, som Ruth og Herluf Andersen har skrevet: ”Vi løber om kap med tiden, Herre. Vi siger, at vi ikke har tid, så man skulle tro, at du havde lavet en forkert beregning: At timerne er for korte, dagene for korte, livet for kort. Jeg beder dig, Herre, hjælp mig til at se min tid som en del af din evighed ”. Denne bøn sætter tingene i relief, for på hvilken skala skal mine eksempler på fest måles med det festmåltid, som Esajas skriver om: ”På dette bjerg skal Hærskarers Herre holde festmåltid for alle folkene ” - og som Lukas skriver om i teksten til i dag. Kan der overhovedet opstilles en fælles skala for vore fester, vore liv og Guds festmåltid med os?! Det store festmåltid er en beskrivelse af, eller et billede på, livet med alle os mennesker, som Gud ønsker at være sammen med i vore liv, i med- og modgang. Teksten i Johannes`s brev i dag fortæller, at fællesskabet udspringer af, at Gud satte sit liv til for os, og at vi er forpligtede på at dele ejendom med dem, der ikke har, og have fællesskab med dem ved at elske i gerning og sandhed – det er det samme som at holde festmåltid sammen. Vi får perspektivet ridset op, når Ruth og Herluf Andersen siger i deres bøn: ”Herre, hjælp mig til at se min tid som en del af din evighed”: vores liv som en del af livet med Gud, vores fester som en del af Hans festmåltid med os, og ikke kun fester, men alt i vore liv. Og det festmåltid, som Gud vil med os, er omhyggeligt planlagt, og Han glæder sig til at være sammen med os, Han har inviteret, og Han sender bud ud, når alt er klar. Når nogen ikke har tid alligevel, eller havde glemt invitationen pga bryllup, kreaturhandler osv, ja så lader Han sig ikke slå ud, men sender nye indbydelser ud til alle afkroge og til alle slags mennesker, for Han vil have sit hus fyldt op, og der er plads endnu! Han nøder os, ikke fordi Han vil tvinge, men fordi Han så forfærdelig nødig vil undvære sine mennesker, men derimod vil gøre os det helt klart, at han ønsker at være sammen med os! De fattige og handicappede skal inviteres – der er ingen standsforskel og det er ikke et spørgsmål om at komme til fest med de rigtige mennesker, som man gerne vil ses af og ses sammen med, for alle er indbudt til Guds store festmåltid. Måltidet er et gundvilkår - og et festmåltid er derfor et godt billede på livet med Gud, hvor vi lever med hinanden i den kærlighed og trofasthed, som Gud viser i sit store festmåltid - som Han vil fylde sit hus til - og som Han nøder alle til at deltage i - og som rummer vore liv med hinanden i dagligdag og fest – og som vi forhåbentlig takker ja til og deltager i! AMEN

---------------------

Kristen bøn

Kristen bøn inkluderer hele mennesket: krop, sjæl og ånd

Ofte er den kristnes liv blevet præget af dualisme, d.v.s. en modsætning mellem sjæl og legeme, mellem psyke og krop. Dette er ikke bibelsk og ikke i tråd med den kristne tro.

I dag har vi et spændingsfelt mellem det kristne helhedssyn på  mennesket og nyåndelig dualistisk indstilling.

"Bøn i bevægelse" som jeg mødte den beskrevet i "Kroppen skal være med i bønnen" (ses på denne hjemmeside) finder jeg meget relevant i dag som et godt svar på tidens spørgen efter krop, og på tidens tendens til at søge den perfekte krop. I den form bliver Gud inviteret ind i hele den bedendes person, med en aktiv og integrerende måde at inddrage kroppen på, og hvor afspænding ikke skal forstås passiviserende og derved sårbargørende.

Men des dybere, jeg kommer ind i emnet, hvor teknikker fra andre trossystemer er blevet inddraget og brugt, des stærkere møder problemstillinger mig, som afføder spørgsmål at finde svar på:

- I hvor høj grad har en moderne vestlig budhistisk eller anden ny tro indflydelse på det generelle terapeutiske syn, og dermed kropssyn, på den generelle forståelse i dagens Danmark?

- Hvordan er indflydelsen i givet tilfælde? - dualistisk? - svækket fokus på en gudsrelation? - stærkt fokus på en perfekt krop? - stærkt fokus på success for kroppen, for livet? - stærkt fokus på afslapning? - stærkt fokus på rensning af sindet for negative tanker? - stærkt fokus på at elske sig selv? - Andet? - ?

-------------------------------

Livet kan sætte spor i kroppen

Vi er skabt som en del af Guds underfulde skaberværk som ånd, sjæl og legeme.

Gud ønsker, vi skal leve for Ham og med hinanden.

Livet gør undertiden ondt, og der sætter sig spor i krop og sjæl, som kan hindre os i at leve,  som Gud ønsker det.

Arrene i krop og sjæl er forskellige fra menneske til menneske. Alle er vi forskellige. Ikke to er helt ens. Vi er født forskellige, og livets belastninger og traumer sætter sig derfor vidt forskellige spor i krop og sjæl.

Gud kræver ikke, at vi er perfekte. Men han ønsker, at vi lever for ham som dem, vi er, og som vi måske kan udvikle os til.

Hvis vi har smerter, bevægelseshæmning, stress, anspændthed, træthed, svaghed, eller andet, der opleves som større eller mindre problemer, kan vi se på kroppens stressmønstre, om kroppen har givet efter, eller om den kører i for høje omdrejninger, og vi kan undersøge muskler, led, holdning, åndedræt, bevægekvalitet,  kroppens indre og ydre stabilitet, smertefølsomhed, muskelcellernes kvalitet, udholdenhed, m.m.

Samtale kan bevidstgøre mønstre og ændringsmuligheder. Den kan også afklare, om årsag til problem er rent fysisk eller måske af social eller psykisk oprindelse.

Undertiden er en bevidstgøring nok til at sætte en proces i gang.

Bøn i bevægelse kan løse op og bygge op.

Måske kan lidt massage sætte en proces i gang.

Eller et øvelsesprogram eller vejledning i holdningsændring fysisk eller psykisk kan være det, der skal til for at komme videre.

Hvadenten der er tale om et stressmønster, som har fået kroppen til at give efter, eller fået den i anspændt stressmønster, kan bøn i bevægelse  sammen med bevidstgørelse og specifik rådgivning, måske også nogen behandling, hjælpe ind i en god udvikling, i en god ramme foran Guds ansigt. Det har vi fået erfaring for.

 ------------------------------------------------

Indledende forløb før eller opfølgning efter retræte kan aftales individuelt eller flere sammen.

Tag gerne kontakt, hvis du har et behov eller en idè, som vi kan se nærmere på.

Kontakt forudsætter ikke retræteforløb