Jeg er ikke længere en del af IKON, og jeg er ikke ansvarlig for holdninger og meninger, man måtte finde i IKON i dag.

Skrevet i Ikon, Ikons blad

Omsorg, behandling og selvudvikling
af Birgit Urd Andersen (skrevet for en årrække siden i bladet Ikon under tema krop)

Den gamle kristne kultur har naturligt indeholdt omsorg for medmennesker i form af samtaler, en arm omkring skulderen, trøstende omfavnelser, beroligende berøring, bøn, praktisk hjælp, lægehjælp, mad, evangelisering og “skub” til at komme videre i livet på trods af trængsler.

Kulturen i Danmark udtrykker i dag i vid udstrækning kritik af kirken som en kirke, der mangler omsorg som netop beskrevet. Kritikken er måske i større eller mindre omfang en uberettiget kritik. Men det er nødvendigt at forholde sig til den kendsgerning, at mange har den opfattelse.

Selvudvikling/personlig udvikling er derimod et fremtrædende og populært begreb i vores kultur i dag. Selvudvikling/personlig udvikling indebærer ofte brug af kropslige behandlingsformer og har ofte et nyreligiøst teoretisk fundament. Men er det nu også godt for kroppen og mennesket, hvad der sker i de nyreligiøst funderede behandlingsformer?

Frigørelse eller ødelæggelse?

Som fysioterapeut har jeg gjort mig mange overvejelser over de tilbud, mennesker får fra selvudviklingsmiljøerne. Overvejelserne går bl.a. på, om den megen tale om opløsning af spændinger og øgede ressourcer reelt betyder frigørelse - eller om der i virkeligheden er tale om ødelæggelse af menneskets ressourcer? Men overvejelserne er også gået på, om behandlerne i selvudviklingsmiljøerne er tilstrækkeligt dygtige til at vurdere kroppens tilstand, så de kan give den rigtige behandling.

Massage opfattes generelt som et effektivt middel til øgede ressourcer og større livskvalitet. Det kán være tilfældet, men ret ofte fører massage tværtimod til en grundlæggende spændingsnedsættelse i musklerne i hele kroppen eller dele af den, f.eks. benene. Samtidig kan der opstå forskellige andre symptomer, f.eks. en dårlig stabilitet i liggende, siddende og stående stillinger. Hvis det menneske, der behandles, i forvejen har spændingsnedsættelse i musklerne, dårlig stabilitet eller andre symptomer på svage ressourcer er der en stor risiko for, at massagen fører til initiativløshed og manglende fysisk og psykisk modstandskraft mod “livets skub” samtidig med en forværring af de konkrete fysiske symptomer.

Det er derfor så vigtigt, at behandleren er i stand til at vurdere et menneskes tilstand korrekt. Nogle personer kan udadtil virke sprudlende eller på anden måde positive, men en korrekt undersøgelse kan vise, at det pågældende menneske faktisk har en stor ressourcesvaghed og manglende integritet, og behandlingen skal indrettes derefter.

Mange behandlingssystemer, autoriserede såvel som uautoriserede, bruger massage. En del massage bruges som indgangsport til selvudvikling i mere eller mindre religiøst regi. Bruges massagen uden konkret vurdering af personens tilstand, kan den derfor komme til at ødelægge personens ressourcer, således at den psykiske/fysiske modstandskraft over for påvirkninger nedsættes. Massage kan derfor uden personens bevidste ønske blive et redskab til ændring af religiøs opfattelse og syn på tilværelsen.

Initiativløshed og manglende modstandskraft

Fysisk træning opfattes i vores kultur generelt som godt - “jo mere jo bedre“. Men også her kan resultatet blive initiativløshed og manglende modstandskraft mod “ livets skub “ som beskrevet ovenfor. En toptrænet elitegymnast kan ved en nærmere undersøgelse vise sig absolut ikke at have styr på sit eget liv. Musklerne kan vise lav spænding - trods styrken, og stabiliteten kan være elendig i kroppen i væsentlige livssituationer - trods mestringen af cyklen eller skiene, og trods udøverens subjektive følelse af at have kontrol over situationen.

Forventningen i vores kultur er, at selvfølgelig har massage og træning god virkning - hvilket det da også ofte har. Ligeledes er der en stærk formodning om, at det kun kan være godt at løse op for gamle traumer, f.eks. gennem massage, så man kan blive frigjort til at blive sig selv og blive det stærke, dygtige og spændende menneske, man egentlig er. Der er en generel tendens til at mene, at forandring skal der til, men man lukker øjnene for den mulighed, at en forandring kan føre til noget dårligere i stedet for noget bedre, samt at det, der er godt for én person, ikke nødvendigvis er godt for en anden.

En forsvarlig massagepraksis

Disse holdninger kan medføre behandlinger med katastrofale følger. Skal man arbejde forsvarligt med massage, er der nogle områder, der skal være i orden:

• respekt for det enkelte menneske og hvad det står for person ligt, socialt, politisk og religiøst
• en grundig vurdering af det enkelte menneskes kropslige tilstand, personens motivation og andre parametre

...alt sammen for at undgå at nedsætte den pågældende persons ressourcer, hvorved personen mister hold på sit eget liv.

Viden og færdigheder af denne art kræver uddannelse i kroppens anatomi og funktioner af langt større omfang, end de fleste kurser og uddannelser i massage rundt om i landet byder på. Personligt kender jeg kun til én uddannelse, der kan rumme alle disse vurderinger, og det er fysioterapi suppleret med fysioterapikurser i den norske psykomotoriske tradition.

Hvad gør vi i kirken?

Det er min opfattelse, at omsorg for hinanden er den bedste forebyggelse mod et behandlingsbehov. Diakoni, som betyder tjeneste for andre, har altid været en del af kirkens tradition, og hvis vi tager menighedens fællesskab alvorligt, vil meget være nået. Et håndtryk og et direkte blik i en hilsen kan bevirke, at en person virkelig føler sig set og eksisterende, og derved får øget sine ressourcer både psykisk og fysisk.

Men hvad gør vi i kirken, når mennesker spørger efter massage og afspænding? Når problemerne er blevet så store, at menneskeligt nærvær ikke er nok? Omsorg i kristent regi bør efter min mening (indtil videre) afholde sig fra at inddrage egentlige behandlingsformer, fordi de kræver en ordentlig uddannelse for at undgå at nedsætte menneskets ressourcer og undgå fysiske, psykiske og religiøse overgreb.

Men er det urealistisk at forestille sig, at der i kirkeligt regi kunne udvikles en forsvarlig massageform, der bevarede og styrkede menneskets ressourcer, så det virkeligt blev sat fri til tjeneste for andre?
Kunne det være en ny opgave for de kirkelige, diakonale institutioner?

Som fysioterapeut har jeg arbejdet i psykoterapeutiske teams i en årrække og har her fundet det vigtigt og muligt at vurdere kroppen præcist i forhold til ressourcer, til personlig integritet og til personens egen indstilling til livet religiøst, politisk, socialt - og jeg har brugt vurderingerne i behandlerteamet på lige fod med de øvrige behandleres vurderinger. Undertiden har den kropslige vurdering været den vurdering, der først viste en klients fastlåsning eller som først viste tab af kontrol. Ligeledes har det gang på gang vist sig umuligt at komme videre psykologisk, før en specifik kropslig behandling havde fundet sted. Derfor undrer det mig, at vi ikke hverken i det offentlige behandlingssystem eller i den kirkelige diakoni er kommet længere med kroppens betydning i behandling af mennesker.

Der ligger et stort arbejde foran os. Hvordan forholder vi os i vores diakonale systemer til sammenhængen mellem menneskets psykiske og fysiske dimensioner? Hvordan bruger vi denne sammenhæng? Hvordan respekterer vi den? Mon det kan blive nødvendigt at dobbelt-uddanne behandlere for at kunne behandle klienter fysisk og psykisk kvalificeret? Eller triple-uddanne for også at kunne rumme de sjælelige dimensioner?

birgiturd@birgiturd.dk